At forstå sig på mennesker - SKB

Referat af noget af læsestoffet, til mandag d. 14/3 - SKB - Sundhedsfremme i teori og praksis.

For at kunne forstå sig på mennesker, skal man kunne "se hvordan borgeren selv opfatter situationen", og tage udgangspunkt dér i forsøget på at give en håndsrækning. Man skal have nogle store ører, så man er lydhør. Man skal anstrenger sig for at møde folk der, hvor de er, og ikke kommer som eksperten , der siger: "Nu skal jeg vise dig hvordan". Man skal imødekomme de ønsker de har og giver udtryk for. "Har du nogle spørgsmål? Hvad er det du gerne vil? Hvad har du gjort dig af tanker? Hvad forventer du af mig?"

At være lydhør og i stand til at skabe kontakt til borgeren, er en funktion der er grundlæggende i den pædagogiske praksis. Opgaven er at indgå i et samvær og en samtale, der har karakter af en erfaringsudveksling borgeren imellem, og hvor pædagogen bidrager med sin faglige viden, når lejligheden byder sig i samtalen, eller hvis der bliver spurgt direkte.

Indsatsen stiller store krav til pædagogens, situationsfornemmelse og dømmekraft. Indsatsen veksler mellem at "tage initiativ", "stille spørgsmål", og formidle dette. Her lykkedes samværet kun, hvis pædagogen er i stand til at inddrage den rette viden, på den rigtige måde og på det rette tidspunkt over for borgeren eller gruppen, som hun har vundet sig ind hos.

Før pædagogen møder borgerne, skal der gøres menneskearbejde før ekspertarbejde. Før pædagogen kan komme til at anvende sin særlige ekspertviden, skal den hun skabe kontakt til "den anden, ved at vinde "den andens" tillid. Pædagogen må tage sig tid til at høre på "den anden" for at finde ud af, hvordan "den anden" ser tingene og definerer sin situation med dens muligheder og begrænsninger. Pædagogen må stille sig åben for og kunne få øje på at "den anden" kan se situationen anderledes end pædagogens liv. Der er tale om at to eksperter mødes. Pædagogen, der er ekspert på et fagområde og "den anden" der er ekspert mht. sit liv. Når pædagogen anvender sin ekspertviden, må det altid blive situationsbestemt. Pædagogen udvikler en dømmekraft, der sætter hende i stand til at se, hvad situationen kræver - i situationen.

Forståelse er horisontsammensmeltning, siger den tyske filosof Gadamer. Han siger, at man må sætte sine fordomme på spil, for at få dem i spil. Forudsætningen for at forstå er, at man stiller sig åben. Man må gå ind i samtalen med den opfattelse, at der ikke er sikkert, at ens egen opfattelse af situationen er den eneste mulige eller endda den mest rigtige. At stille spørgsmål er det samme som at stille sig åben. Først når man har stillet spørgsmålet, kan man hører svaret. Er man ikke enig om, hvad der var spørgsmålet, kan man ikke svare på spørgsmålet, som ikke har meldt sig, og som man ikke har stillet. Derfor kan man ikke høre svarene.

Ved at lave menneskearbejde før ekspertarbejde, må man ved at høre på folks historie og oplevelser, erhverve sig kendskab til deres spørgehorisont. Hvilke spørgsmål kan melde sig? Hvad er de parate til at høre om? Hvordan kan man evt. få andre relevante spørgsmål til at melde sig? Det er pædagogens ansvar at kommunikationen lykkedes. Pædagogen må være jordmoder for et spørgsmål, før hun kan være advokat for en sag. Folk lytter så at sige ikke med deres ører, men derimod med deres bagage af erfaring og hele deres identitet. At få kommunikationen til at lykkes handler der ikke så meget om at sende klart, som at koble klart. At koble klart kan man lære på kursus, men at koble klogt kan man ikke lære på kursus, for hvad er klogt i den afgørende konkret situation. Det afhænger af de forskellige mennesker i forskellige situationer, i forskellige sammenhæng, som tilsammen giver den nødvendige situationsfornemmelse. Man skal have indsigt i hvad folk er parate til at høre.